endnu et farvel

Hun mistede sin mor da hun var 10 år gammel. Igen, er der kræften der har været på spil og taget endnu et smukt menneske med den smukkeste personlighed. Hun har kæmpet en kamp hver dag med det. Hun lever sit videre med sin far. Hendes sorg er lige så stor, som hvad den var for 8 år siden. Hun tænker på hende hver dag og kæmper med den sorg der nogle gange tager hende helt ned til helvede, hvor hun igen skal kæmpe for at komme op til overfladen. Hun drukner i tårer og kan ikke trække vejret.Ved ikke hvad hun skal gøre, men hun ved at hun skal leve livet videre - det ved hun at hendes mor ønsker hende. Hendes skytsengel er hendes mor. Men for 5 dage siden, skulle hun igen sige farvel til noget at det bedste hun havde - hendes kusine, 31 år gammel, efterlader 2 drenge på 5 og 3 år, en mand og en familie, som er i chok. Ingen tænker klart. Hun græder hver dag og forstår intet. De 2 små er ikke klar over hvad der er sket og hvor hun er henne. De spørger ikke engang efter hende, da de tror hun er på ferie. Der hvor de aller mest har brug for hende, der valgte gud at tage hende til sig.. Hendes sorg er  enorm. Hun tænker tilbage på dengang hun mistede sin mor, hun havde aldrig troet noget kunne gøre så ondt, at noget kunne rive hendes indre i stykker, at hendes hjerte kunne gøre så ondt, en smerte der ikke kan gøres mindre, en smerte der går lige igennem hjertet.. Hun kan ikke komme til sig selv, bliver ved med at tænke på hende. Hendes billeder alle steder, alt minder om hende. Ligemeget hvad hun gør, så kan hun ikke. Hun kan ikke forstå det, hun kan ikke indse at hun også er borte. At de 2 små drenge skal vokse op alene uden deres mor. En kvinde, som har givet dem deres liv. En kvinde, som kun nåede at se sine drenge blive 3 og 5 år gamle, en kvinde der aldrig fik set sine børn vokse op, se dem begynde i skole, en der ikke nåede at blive gammel med sin elskede mand...

Hun kigger op i himmelen, tårene triller ned af hendes kinder, hun smiler og tænker: Du er et bedre sted nu...
'' Det var bedre hun gik borte, end at hun skulle leve med den forfærdelige smerte. Hun har ikke fortjent at lide ''

Årene der er gået..

Folk mister noget hver dag, som de ikke tænker så meget over når der er gået et stykke tid. Men når det kommer til en eller flere personer der er en af vores kære, så er det noget helt andet - for mig i hver fald.
Jeg mistede en person der var min verden, min optur, mit lys, min elskede, den  bedste, min humørbombe, ja min mormor. Hende jeg havde tilbragt hele min barndom hos. Hende jeg boede hos i lange perioder da børnehaven var tættest på hende. Ud af os 6 børnebørn, var jeg den eneste der tilbragte så meget tid med hende, derfor gør det også aller mest ondt på mig af alle os. Jeg har haft svært ved at indse det og jeg har det stdigvæk. Jeg ved godt hun er borte for altid og at hun aldrig kommer tilbage igen, men alligevel kan jeg ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå at vi allesammen siger farvel en dag, til alt det vi har levet for og kæmpet for hele livet. Og selvfølgelig, tager de altid de personer der ikke fortjener at gå borte - mener vi selv.
Jeg mener altid de bedste mennesker går borte meget før end hvad de skal og dem som fortjener at dø, de er her stadigvæk imellem os. Som årene, månederne, dagene, timerne og minutterne er gået, så er min sorg ligeså stor. Jeg kan ikke rigtig komme ud af det punkt. Jeg sidder fast og ligemeget hvad jeg prøver, så ryger jeg tilbage til det. Ja, jeg er kommet videre med livet og er blevet ældre, men lige det punkt, kan jeg ikke komme videre med. Det kan godt være hun bliver glemt og folk ikke tænker så meget overfor hende nu hvor der er gået 5 år, men jeg tænker på hende stadigvæk, hver dag og jeg bliver ved med det indtil jeg dør, det ved jeg at jeg kommer til at gøre. Jeg var kun 11 år gammel da hun tog afsted. Jeg er 16 nu og jeg husker hver sekund fra den dag af og min sorg burde være mindre med årene, men nej, den forbliver ligeså stor og nogle gange større end hvad den var dengang, da jeg i nogle situationer har brug for hende, for hendes støtte og hjælp, for hendes kram, for hendes kærlighed...

Selvom hun ikke er fysisk i bland os længere, så ved jeg hun er her psykisk. Jeg tror ikke på nogle former for gud, men jeg tror på hende. At det er hende der løfter mig op hver gang jeg falder og det er hende der holder hånden over mig, ligemeget hvor jeg er og hvornår det er. Hun er min skytsengel, min aller bedste.. Som bliver forbliver min aller bedste. Ting som æder mig op indvendigt er om hun overhovedet var klar over hvor meget hun betød for mig? Der er så mange ting jeg ikke fik oplevet med hende, så mange ting jeg ikke nåede at sige til hende eller bare vise hende. Jeg ved hun altid har ønsket os allesammen det bedste, hun var et menneske af guld, som ville hjælpe alle og give alt det hun kunne for at vi allesammen kunne have det godt. Et menneske med en ren sjæl og ren tankegang, et menneske, som ingen kan erstatte i mine øjne, en jeg ville give alt for. Hvis jeg fik et ønske, ville jeg bruge det på at få hende tilbage igen.. Hendes ord kører stadigvæk i mit hovede og der gør de hver dag. Selvom jeg er en meget glad pige, har jeg en kæmpe sorg inde i mig selv, som ingen kan fjerne, undtagen hende. Hun er absolut mit ømmeste punkt, bare folk nævner hende navn, så er jeg brud sammen før de når at se sig om. Jeg er utrolig følsom overfor hende og i det hele taget er jeg en meget følsom person. Men alt det her har lært mig at være stærk, selv når det er værst. Hun har uden tvivl påvirket mit liv, på en helt fantastisk måde. Mange ting minder mig stadigvæk utroligt meget om hende og har stadigvæk de ting hun gav mig. De følger med mig gennem hele livet.... Tak for alt.. <3

en følelse...

'' Følelser, hvad er det for noget? Man har følelser for alt, gode, dårlige, varme og kolde. Jeg er en person som er utrolig følsom. Der skal ikke meget til før jeg kan blive rigtig ked af det. Det er noget vi mennesker er født med. Nogle er bedre end andre til at håndtere dem. Følelser tager tit overhånd, hos mange af hos, hele tiden da det er en svær ting at styrer. Nogle gange ville jeg ønske det hele var anderledes, at jeg kunne styrer dem og at de ikke styrede mig. Jeg kan være det mest kolde menneske på jorden og være en rigtig bitch overfor andre, men kan også være den mest bekymrede og sårbar person. Det er igen mine følelser overfor mine med mennesker. Der er ikke alle jeg kan lide ens. Nogle er bare mere min kop te end andre. Gennem hele liver har jeg oplevet nedture, som har slået mig ud af kurs, jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer ind på rette spor, da det hele kører op og ned. Finder jeg nogensinde den fred jeg leder efter og kommer jeg nogensinde til at opleve det jeg vil med mit liv? Kommer jeg nogensinde til at møde en oprigtig person, som virkelig sætter pris på mig, som den jeg er? Og ikke en der hele tiden skal hakke i mig og komme med alt muligt pis, som bare gør mig irriteret og ked af det. Lige nu flyver der mange følelser igennem min krop, mest had og den ødelagte følelse, den følelse af at jeg igen har trukket det forkerte kort om personer. At jeg igen har været naiv, at jeg igen bliver holdt for næsen og folk er ligeglade.. Hvem ved hvornår det hele ender og om jeg nogensinde når at opleve det? Hvem ved hvornår mine dage slutter? Jeg kan ikke længere... ''

livet med paparazzier - uden at være kendt

Gennem mine 16, snart 17 år har, jeg nærmest levet, som en kendt person. Folk har altid været der ligemeget hvad det handler om. Og selv den dag i dag, blander folk sig i det og prøver hele tiden at komme ind i det og få flere detaljer om alt. Når de detaljer endelig kommer ud, så ved hele byen det. Man kan intet holde for sig selv, hvilket jeg er pænt træt af. Jeg er træt af at folk skal snakke om mig, snakke om mit liv, snakke om det jeg laver, snakke om mit tøj, snakke om min familie, snakke om min livstil, snakke om alt hvad jeg gør. Det er lige før, folk ved mere om mig, end hvad jeg selv gør? Har aldrig forstået hvad meningen med det er. Hvorfor gå så meget op i det jeg laver? Hvorfor skal piger blive ved med at bitche over mig? Hvorfor kan jeg ikke tage ud i byen, uden at folk skal snakke om den bytur og nævne MIG i den. Hvorfor ikke lade mig køre mit eget liv, uden jer allesammen hængende i røven?

Hvad man end gør, så skal folk kommentere det eller køre i det i lang tid bagefter, bare for at få en til at falde også vil de gøre alt for man ikke kan komme op igen - surt for jer, da jeg er en person der altid kommer, hver gang jeg falder, da intet kan holde mig nede! Folk der blander sig i ens liv, viser bare en del om dem selv. Det viser at de ikke har andet at tage sig til, end at bagtale og køre i folks privat liv, bare for at ødelægge det for en anden person. De personer der gør det, mener jeg har et problem, da man ikke kan blive med at gøre det, for til sidst får folk nok også kan der ske så meget. Det kommer helt an på hvordan folk reagere på de ting.

Jeg tror en af grunden til det er fordi jeg er som jeg er. Jeg er en ligeglad person, er ligeglad med hvad folk siger om mig og jeg køre helt i mit eget spor og lever også på en helt særlig måde.Grunden til folk nok også blander sig så meget, er fordi jeg ikke er en person der fejler gang på gang, da jeg for det meste er kendt som en pige der laver meget, men få ved det. Også vil folk gøre alt for der bliver talt dårligt om en. Jeg er en person der ved hvad jeg gør, ligemeget hvor jeg er og hvem jeg er sammen med. Jeg tillader ikke folk skal snakke dårligt om mig - og rygter er bare rygter. Folk kan virkelig rende mig på det punkt. Så længe jeg ved hvad den rigtige sandhed er, så er jeg ligeglad. Synes det er sjovt at folk prøver at ødelægge ens liv, men at de ikke kan det, da de senere hen finder ud af hvor svært det er at gøre det med mig.

Da min far er kendt i hele byen og mange dele af Danmark, så ved folk også godt hvem jeg er. Alle ville da synes det kunne være sjovt at få mig ned, da de ved hvordan jeg har det og hvems datter jeg er. Men jeg tillader det ikke og derfor har jeg altid hjernen med, ligemeget hvor jeg er henne. Hvilket min far er stolt af, kan jeg sige! Det er også grunden til jeg må så meget, da mine forældre kan se de kan stole på mig. Mine forældre har indset at min familie nok altid vil få meget opmærksomhed, for det har vi gjort gennem mange år, da folk intet har at tage sig til og da de er misundelige på alverden.

Jeg lever det vilde liv, et liv hvor alle mine haters ikke kan følge med i ;-) det er så vildt!

Et råb om hjælp.

Folk kommer og går. Folk lider og smiler. Folk græder og griner. Folk bliver født og dør...

Sådan hænger hele vores liv sammen. Når et lys slukket, så tændes der et nyt. Selvom det er en person vi har kært, så er vi klar over vi nok en dag siger farvel til personen. Om det så er en ven eller et familiemedlem. Jeg har lært at leve med det og indse forskellige ting også er der de ting vi overser, følg med her:

De ber om hjælp, de skriger om hjælp, men ingen hører dem.  De græder sig i søvne hver nat, de har mareridt og kan ikke komme ud af sporet. De har tvangstanker om alt muligt, som de ikke selv kan styre. De er ikke tilfredse med sig selv, de gør alt hvad de kan for at gøre det godt, men alligevel er der en der gør det bedre end dem. De går ned hver gang og de vil ikke det her længere.. De nipper til glasset der står på bordet. Glasset er blandet op med alkohol og piller. Det er hendes tur til at sige farvel nu. Hun har kæmpe en hård kamp gennem mange ting. Gennem hele livet kæmper hun med sig selv. Fra et liv med blomster og solskin, til et liv med regn, tordenbyger og gråtvejr. Hun kan ikke se lyset i noget, ikke engang i selve livet.

Da jeg blev født, græd alle omkring mig, nu har jeg grædt gennem hele livet og nu er det folks tur til at græde over mig. Nu er det min tur til at få opmærksomheden, hele livet har jeg været alene. Jeg har haft brug for folk gennem hele livet, de har svigtet mig gang på gang. Er det overhovedet noget værd det her? Jeg har råbt om hjælp gennem mange år nu, folk ignorere det. Jeg vil ikke det her, de vil ikke det her, ingen vil det her.
Fuck dig, fuck hende, fuck ham, fuck dem, fuck jer, fuck jer allesammen. Nu er det min tur...

...

Jeg er en pige på 16. Født og opvokset i en kernefamilie, med mor, far og søster, som har været der gennem mine 16 år og jeg ved at de vil blive ved med at være der. Mine forældre har altid støttet og hjulpet med alt det jeg har haft brug for. Jeg har mor der har været rigtig overbeskyttende og hun er det stadigvæk, men hun har givet slip på mig, da hun kan se det ikke hjælper at være så bange for alt. Jeg er rigtig glad for min mor, da jeg mener hun kun vil og gør det rigtige for mig og min lillesøster som er 12 år. Min mor har haft en stor indflydelse på mig og har gjort mig til den jeg er lige nu ( + alle mine veninder og venner). Min mor har gjort til den selvsikre person jeg er nu. Jeg har altid været en svag person og jeg har altid ladet folk ''trampe'' på mig og lade dem gøre hvad de ville, så længe de var glade, så var jeg ligeglad med hvordan jeg havde det. Det har ændret sig drastisk nu. Jeg har åbnet øjnene og kan se at sådan der hænger verdenen ikke sammen. At man bliver nødt til at kæmpe sine egne kampe, for at komme til tops og få det, som man vil have det. Man bliver nødt til at være ligeglad med hvad andre mener og siger om en. Jeg har altid været meget påvirket af hvad andre sagde og om jeg var god nok. Det gjorde også jeg blev slået ud nogle gange og havde svært med at komme tilbage. Sådan er det ikke længere. Jeg tager enhver kamp op, som typen der gerne vil vinde - ligesom min mor og slet ikke for at tale om min far, som virkelig også er sådan der.

'' jeg ved godt det var bedre, hvis jeg bare kunne komme videre, har fået nok af hvad der er sker nu, bare jeg kunne komme videre '' - sådan har jeg haft det tit. Jeg har siddet og tænkt mange ting igennem og kommet til den beslutning at jeg vil være ligeglad, med ''ligegyldige'' folk. Da jeg intet får ud af det. Jeg har kørt nu i et stykke tid med den tankegange og hold kæft hvor jeg rocker verdenen på min egen måde nu! Det er rigtig fed følelse. Jeg har sagt, at jeg kun køre den ''ligeglade'' måde nu. Intet kan stoppe mig nu. Da jeg er blevet så stærk, til at kunne blive/være ligeglad.  My attitude is based on how you treat ME.

The end is just a new beginning

'' Løgn gennemsyrer alle hjørner af vores tilværelse
gennemsyrer de ødelagte og falske venskaber
påvirker de førhen værende kærligheds romancer

En udtalelse, som har med klar hensigt at vildlede
ens egen opfattelse af sandheden, i etisk forstand ''

Er kommet til den beslutningen, at jeg bliver nødt til at give slip. Sige farvel og komme videre. Kan ikke blive ved med at falde tilbage i det samme spor, fordi min følelser tager over. Jeg ved godt der er forkert og folk har sagt til mig at jeg skal holde mig væk, men kan ikke lade vær. Jeg bliver/blev ved med at sige, fuck nu de andre, gør hvad dit hjerte siger, hvad vil de gøre ved det? Først nu, her i dag er det gået op for mig, at personen aldrig har været værd eller har været det jeg har troet. Først i dag, har jeg fundet ud af det og at jeg bliver nødt til at køre en anden stil, da jeg er så svag som jeg er. Skal altid kæmpe en kamp med alt og alting. Jeg har nærmest altid levet for andre, end for mig selv, som jeg ændre nu. Og det mener jeg helt seriøst. Jeg har fejlet og dummet mig gang på gang, for andre, jeg gider det ikke længere. Jeg bliver nødt til at komme videre med mit eget liv og kigge på selv først - selvom det bliver svært. Forstår ikke hvorfor jeg gik blind på det punkt? De ting du skrev og sagde køre stadigvæk i mit hovedet, hele tiden om og om igen. Ligesom en film, den bliver spolet frem og tilbage. Jeg fejlede ved at lukke personen ind i mit liv.. Jeg er blevet klogere på mange punkter gennem tiden, især her på det sidste. Fortryder jeg ikke lyttede til andre, fortryder jeg ikke gjorde det jeg skulle gøre dengang. I wish I could change it again...

Slutningen på noget er kun starten på noget nyt - jeg tror jeg er kommet til det punkt, igen...