Folk mister noget hver dag, som de ikke tænker så meget over når der er gået et stykke tid. Men når det kommer til en eller flere personer der er en af vores kære, så er det noget helt andet - for mig i hver fald.
Jeg mistede en person der var min verden, min optur, mit lys, min elskede, den bedste, min humørbombe, ja min mormor. Hende jeg havde tilbragt hele min barndom hos. Hende jeg boede hos i lange perioder da børnehaven var tættest på hende. Ud af os 6 børnebørn, var jeg den eneste der tilbragte så meget tid med hende, derfor gør det også aller mest ondt på mig af alle os. Jeg har haft svært ved at indse det og jeg har det stdigvæk. Jeg ved godt hun er borte for altid og at hun aldrig kommer tilbage igen, men alligevel kan jeg ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå at vi allesammen siger farvel en dag, til alt det vi har levet for og kæmpet for hele livet. Og selvfølgelig, tager de altid de personer der ikke fortjener at gå borte - mener vi selv.
Jeg mener altid de bedste mennesker går borte meget før end hvad de skal og dem som fortjener at dø, de er her stadigvæk imellem os. Som årene, månederne, dagene, timerne og minutterne er gået, så er min sorg ligeså stor. Jeg kan ikke rigtig komme ud af det punkt. Jeg sidder fast og ligemeget hvad jeg prøver, så ryger jeg tilbage til det. Ja, jeg er kommet videre med livet og er blevet ældre, men lige det punkt, kan jeg ikke komme videre med. Det kan godt være hun bliver glemt og folk ikke tænker så meget overfor hende nu hvor der er gået 5 år, men jeg tænker på hende stadigvæk, hver dag og jeg bliver ved med det indtil jeg dør, det ved jeg at jeg kommer til at gøre. Jeg var kun 11 år gammel da hun tog afsted. Jeg er 16 nu og jeg husker hver sekund fra den dag af og min sorg burde være mindre med årene, men nej, den forbliver ligeså stor og nogle gange større end hvad den var dengang, da jeg i nogle situationer har brug for hende, for hendes støtte og hjælp, for hendes kram, for hendes kærlighed...
Selvom hun ikke er fysisk i bland os længere, så ved jeg hun er her psykisk. Jeg tror ikke på nogle former for gud, men jeg tror på hende. At det er hende der løfter mig op hver gang jeg falder og det er hende der holder hånden over mig, ligemeget hvor jeg er og hvornår det er. Hun er min skytsengel, min aller bedste.. Som bliver forbliver min aller bedste. Ting som æder mig op indvendigt er om hun overhovedet var klar over hvor meget hun betød for mig? Der er så mange ting jeg ikke fik oplevet med hende, så mange ting jeg ikke nåede at sige til hende eller bare vise hende. Jeg ved hun altid har ønsket os allesammen det bedste, hun var et menneske af guld, som ville hjælpe alle og give alt det hun kunne for at vi allesammen kunne have det godt. Et menneske med en ren sjæl og ren tankegang, et menneske, som ingen kan erstatte i mine øjne, en jeg ville give alt for. Hvis jeg fik et ønske, ville jeg bruge det på at få hende tilbage igen.. Hendes ord kører stadigvæk i mit hovede og der gør de hver dag. Selvom jeg er en meget glad pige, har jeg en kæmpe sorg inde i mig selv, som ingen kan fjerne, undtagen hende. Hun er absolut mit ømmeste punkt, bare folk nævner hende navn, så er jeg brud sammen før de når at se sig om. Jeg er utrolig følsom overfor hende og i det hele taget er jeg en meget følsom person. Men alt det her har lært mig at være stærk, selv når det er værst. Hun har uden tvivl påvirket mit liv, på en helt fantastisk måde. Mange ting minder mig stadigvæk utroligt meget om hende og har stadigvæk de ting hun gav mig. De følger med mig gennem hele livet.... Tak for alt.. <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar