Et råb om hjælp.

Folk kommer og går. Folk lider og smiler. Folk græder og griner. Folk bliver født og dør...

Sådan hænger hele vores liv sammen. Når et lys slukket, så tændes der et nyt. Selvom det er en person vi har kært, så er vi klar over vi nok en dag siger farvel til personen. Om det så er en ven eller et familiemedlem. Jeg har lært at leve med det og indse forskellige ting også er der de ting vi overser, følg med her:

De ber om hjælp, de skriger om hjælp, men ingen hører dem.  De græder sig i søvne hver nat, de har mareridt og kan ikke komme ud af sporet. De har tvangstanker om alt muligt, som de ikke selv kan styre. De er ikke tilfredse med sig selv, de gør alt hvad de kan for at gøre det godt, men alligevel er der en der gør det bedre end dem. De går ned hver gang og de vil ikke det her længere.. De nipper til glasset der står på bordet. Glasset er blandet op med alkohol og piller. Det er hendes tur til at sige farvel nu. Hun har kæmpe en hård kamp gennem mange ting. Gennem hele livet kæmper hun med sig selv. Fra et liv med blomster og solskin, til et liv med regn, tordenbyger og gråtvejr. Hun kan ikke se lyset i noget, ikke engang i selve livet.

Da jeg blev født, græd alle omkring mig, nu har jeg grædt gennem hele livet og nu er det folks tur til at græde over mig. Nu er det min tur til at få opmærksomheden, hele livet har jeg været alene. Jeg har haft brug for folk gennem hele livet, de har svigtet mig gang på gang. Er det overhovedet noget værd det her? Jeg har råbt om hjælp gennem mange år nu, folk ignorere det. Jeg vil ikke det her, de vil ikke det her, ingen vil det her.
Fuck dig, fuck hende, fuck ham, fuck dem, fuck jer, fuck jer allesammen. Nu er det min tur...