At miste..

At miste en person man holder af, kan være noget af det værste i verden for en, faktisk det værste i nogle tilfælde. Ens verden går ned, man bryder sammen, ens hjerne går i stå og man tænker: hvad gjorde jeg galt? Mange har og vil prøve at miste en de holder af - folk kommer og går. Det er svært at indse og mange vælger at lukke øjnene for sandheden. Og når man så ser, at de er væk, så forstår man det ikke. Personer du ved ikke vil svigte dig eller efterlade dig alene, er din familie. Om du så vil det eller ej. I bundet sammen gennem blodet. Som man siger: ens mor, er ens bedste ven/veninde - af den grund fordi hun kun vil en det bedste, selvom man sikkert tænker: fuck en kælling. Som min mor altid siger: '' den dag du selv bliver mor, så vil du forstå mig ''... det er den moderkærlighed, moren har til sit barn, om det så er en pige eller dreng. Den kærlighed ingen kan forstå, kun en selv. Det er en kærlighed, man ikke kan beskrive med ord.
Man skal være klar over at en dag er det hele forbi. Alt hvad man har levet for, kæmpet for og holdt af, forsvinder en dag - da det er døden der skiller os allesammen.

 Jeg har mistet en person, der betød al verden for mig. Min mormor. Selvom det var 5 år siden, her d. 1 oktober, føles det som om det hele skete i går. Min kærlighed, har ikke ændret sig til hende, selvom hun ikke er imellem os længere. Det er en af de ting, jeg har svært ved at forstå. Jeg ved hun ikke er her, men alligevel vil jeg ikke indse det. Jeg tror ikke på gud eller andre former for noget. Jeg tror kun på hende. På at det er hende der beskytter mig og er over mig, hele tiden. Jeg tænker hver dag på hende, nu igennem 5 år og jeg vil nok blive ved med det indtil jeg selv er væk en dag. Ud af alle os børnebørn, var jeg den der havde det tætteste bånd til hende og min morfar ( som stadig lever ) Jeg var også den havde det hårdest, sammen med min mor, da jeg er utrolig følsom, ligesom hende. Jeg ved at det var bedst, hun sagde farvel. Hun ville ikke fortjene at leve, da hun var et menneske af guld. Et menneske, som ville alle det bedste, ville hjælpe alle og give en hånd til alle. En livsglad person, en der altid var glad, en med vilje og styrke, en der kæmpede for sine ting, en der fortjente det bedste i livet og en person der ikke fortjente at gå bort så tidligt..

Da jeg mistede nogle veninder, som jeg havde kendt hele livet - troede jeg alt var forbi, at mit liv ville stoppe, fordi de havde været der altid, dem jeg var rigtig tæt knyttet til, dem der havde fået mig til at grine og græde. Hvis de havde været rigtige veninder, havde de aldrig gjort, som de gjorde. Jeg har indset de ikke var det værd. På et tidspunkt i livet, kommer man til et punkt, hvor man bliver nødt til at '' rydde op'' i sine venner/veninder og finde ud af, hvem der er det værd at bruge sin tid på. Det gjorde jeg og jeg indså de ikke var det værd at kæmpe for. Så jeg sluttede et kapitel der og startede på et nyt. Det skal man gøre gennem hele livet. Kapitler slutter og nye starter. Livet er ligesom en stor bog. Delt op i flere kapitler og til sidst slutter bogen. Lykkeligt eller ulykkeligt - kan man aldrig vide. Derfor skal man få det bedste ud af det hele - man kommer til at fortryde man ikke gjorde det, senere..

'' livet kan slå dig ned, men du bestemmer selv om du bliver liggende ''